Min rolle som mor tager jeg ret alvorligt

JEG TRØSTER, NÅR DU GRÆDER. JEG GRIBER, NÅR DU ER VED AT FALDE. JEG RÅDER DIG, NÅR DU ER I TVIVL. JEG ER DIN MOR – DIN KLIPPE!

Som forældre spiller vi en afgørende rolle, fordi vi skaber den nære ramme, hvor vores børn skal finde tryghed og motivation til at tackle livets udfordringer.

Jeg er ikke uden fejl, det indrømmer jeg gerne, men det altafgørende er, at når jeg laver fejl, så italesætter jeg det! Mine børn er opvokset med, at det er helt okay at fejle, så længe vi lærer af vores fejl. På den måde er fejltrin med til at gøre os til en bedre udgave af os selv!

Indrømmet… jeg bærer mine børn igennem livet! Jeg er løvemor.  Jeg har haft svært ved at sætte grænser – det er min svaghed. Min styrke er, at jeg altid har været den mor, der satte sig på sengekanten og talte dagen igennem med mine børn (det gør jeg stadig). Jeg er ekstremt opmærksom på mine børns trivsel. Jeg beder om hjælp, hvis jeg er i tvivl – der er ingen tid at spilde, årene med børnenes faser igennem livet kommer ikke tilbage. Jeg har aldrig været bleg for at italesætte mine børns udfordringer. Jeg bruger min sunde fornuft og min intuition overfor mine børn! Jeg har altid været meget bevidst om mine børns styrker og svagheder, og arbejder som mor ud fra dette. Begge mine børn har stærke personligheder – jeg skulle hilse og sige, at det kan være en udfordring 😅😂

Mit mål har altid været, at jeg vil være den mor, som mine børn kommer til – om det er for at få tørret tårerne væk fra kinderne, et råd, en stille stund, hvor vi bare ER, eller grineflippet.

Min mission er lykkedes! Mine børn er åbne og ærlige – de deler alverden med mig.

Jeg er en meget stolt mor til Thor på 23 år og Silje på 16 år. 

ALLE BØRN HAR BRUG FOR AT VIDE 3 TING: 

SER DU MIG? ER JEG NOGET VÆRD? BETYDER JEG NOGET?