Det hele startede..

HVORDAN JEG ENDTE MED PTSD:

Forud for den dag, jeg blev raskmeldt for kræft, var der gået mange år med fysisk og psykisk rovdrift af min krop og mit sind. For mange kampe der var forsøgt overlevet, såsom en barndom med alkoholmisbrug tæt inde på livet. Psykisk vold igennem alt for mange år, som lænkede mig fast i troen på, at jeg intet var værd, og at skylden altid var min egen! Jeg blev som årerne gik nervøs for at være sammen med andre mennesker, da jeg blev bange for at fejle. Min søn blev kort tid efter fødslen indlagt på intensiv med vejrtrækningsproblemer samt efterfølgende mange indlæggelser. En barsk skilsmisse. På min arbejdsplads igennem mange år, var der et stort arbejdspres samt høje forventninger til altid at yde det ypperste, der var sjældent ros og anerkendelse at spore fra mine chefer. Heldigvis blev jeg fyret, for jeg var ikke selv i stand til at gå.

I månederne og årerne efter mit store sammenbrud i 2012, gik jeg i terapi hos en psykiater, som gav mig diagnosen PTSD. Jeg tænkte hvad… jeg er jo hverken krigsveteran eller traumatiseret flygtning.

Jeg lærte, at PTSD kan ramme alle, som har haft en ubehagelig eller livstruende oplevelse. Og alligevel er der ingen garanti for, at du bliver ramt på samme måde af den samme hændelse som andre. Vi har alle forskellig psykisk bagage, der spiller en rolle for, hvordan vi tackler forskellige oplevelser.

NÅR STRESSEN BLIVER SIDDENDE: 

Alle mennesker kan under de forkerte omstændigheder risikere at få PTSD oven på ekstreme oplevelser. De fleste, der har haft en ubehagelig eller livstruende oplevelse, kan i tiden efter opleve f.eks. flashbacks. Mine flashbacks kom især om natten, hvor jeg genoplevede hændelserne som mareridt.

PTSD er en psykisk sygdom med både psykiske, men også ofte fysiske symptomer, som kroppen udvikler af at være i en konstant stress-situation. Jeg var i konstant alarmberedskab. Jeg var angst for at lave fejl, angst for at blive irettesat. Jeg undgik i mange år situationer, hvor der var en risiko for, at jeg kunne føle mig forlegen og ude af kontrol. Steder og hændelser, som mindede mig om oplevelserne, gik jeg en stor bue udenom. Jeg følte mig fængslet i min egen krop. Jeg blev angst for angsten.

DET TANKEVÆKKENDE ER:

At jeg først blev diagnosticeret med PTSD efter, at jeg havde fundet manden i mit liv, efter jeg blev fyret, efter at der var faldet ro på! Min krop og psyke klappede sammen midt i lykken. Man må sige, at alle dæmonerne væltede ud af skabet – de tillod mig ikke at gemme på sig – de ville ud og arbejdes med.

MIT FOKUS HAR VÆRET FOR INDSNÆVRET.

Jeg har knoklet med alverdens værktøjer, men kan nu se, at jeg har ikke været god nok til at bruge min fornuftige forstand. Jeg lærte på et PTSD forløb, at flere færdigheder går tabt ved PTSD. Under normale omstændigheder vil amygdala (aktiverer kroppens alarmsystem, kamp/flugt) og hippocampus (beroliger hjernen og kroppen) kommunikere. Ved PTSD splittes kommunikationen mellem disse 2 områder. Hippocampus skrumper ved længerevarende stress og amygdala vokser! Det er uheldigt, fordi hippocampus så ikke længere kan berolige dig og dermed regulere stress.

Jeg blev som årerne gik endnu dårligere til at huske, mistede let tråden, og blev ofte syg (fysiske angst-symptomer), når vi havde en aftale med venner og familie. Folk omkring mig blev irriterede på mig. Jeg følte mig som en stor undskyldning. Det blev en ond cirkel.

KONTAKTEN TIL MIN KROP FORSVANDT.

Et andet problem er, at når man er stress-ramt, så kan man ikke altid mærke, når nok er nok. Jeg mærkede, at noget ikke var som det skulle være i min krop, men skød det hen med, at min krop var spændt af stress. Jeg vænnede mig til de nye tilstande i min krop, dog indtil flere sagde til mig, at nu måtte jeg hellere aflægge min læge et besøg. Jeg orkede ærligt talt ikke flere lægebesøg, da jeg gang på gang følte, at jeg ”pærede rundt i lorten”. Men denne gang var mit lægebesøg anderledes – denne gang skulle det handle om min fysiske krop, som på flere områder var stået af. Lægen fortalte mig, at mit blodtryk var højt (det bliver det ved stress), og at det i værste fald kan slide på de indre organer. Mine blodige toiletbesøg igennem længere tid blev til en kræftpakke!

MIT FOKUS ÆNDREDE SIG.

Igennem mit kemo- og strålebehandlingsforløb forholdte jeg mig ene og alene til min fysiske krop og TROEN på, at JEG kom hel ud med mine børn og min mand i hånden.

Jeg var så opsat på at overleve, og mærkede mig selv på en måde, som jeg aldrig har prøvet før! Jeg lovede mig selv, at hvis jeg overlevede dette her, så skulle min psyke få særbehandling!

I dag lever jeg uden at mærke det store til min PTSD. Mit fokus er ændret!