Først og fremmest vil jeg slå fast med et syvtommer søm, at jeg er ubeskriveligt taknemmelig for, at jeg blev lukket ud af helvedes forgård. I nogen tid efter mit kræftforløb blændede lyset i mine øjne, da jeg i alt for lang tid havde vænnet mig til mørket. Idag ser jeg det klareste lys, uden at jeg må knibe øjnene sammen.

Jeg har accepteret mine mange følgeskader – de er jo kommet for at blive!
Listen er lang… og tro mig, jeg har gennemnørdet “den naturlige vej” i alle mine skader:

• Nerveskader i ben og underliv (kan ikke gå lange ture, da mine ben begynder at ryste under mig, og jeg mister balancen).
• En lukkemuskel, der ikke fungerer optimalt, ret ubekvemmeligt, når jeg hver evig eneste morgen/formiddag har 8-10 toiletbesøg.
• Ugentlige ubeskrivelige smerter i mave/tarme, som på et splitsekund kastede mig i fosterstilling (jeg lærte at skrige, så ingen kan høre det).
• Sår der kom igen og igen, (så snart de var helet, så kommer et nyt sår). Ikke så ofte længere.
• Meget overfølsom overfor kulde og varme fra livet og ned til knæene.
• Tågehjerne
• Dårlig hørelse efter kemobehandling.
• Overgangsalder efter strålebehandling.
• Paradentose efter kemobehandling.

Morfin, hormoner, lykkepiller og sovemedicin er udskiftet med vitaminer, mineraler og CBD olie i en sådan grad, at jeg kan varetage mit job med de tilkendte timer ugentligt.